Hemmeligheder
Her kan du læse hemmeligheder om Asta, som ikke står i bøgerne ...
Vidste du, at Asta sidder ved
siden af Karim ovre i skolen? Det er ikke altid, at de sidder to og to,
men det gør de lige nu. I starten var Asta lidt træt af, at hun skulle
sidde ved siden af Karim. Men Karim er vildt god til at læse og stave,
og han hjælper Asta. Hun tør godt spørge ham uden at føle sig dum. Han
vil også tit bytte mad, hvis der er noget kedeligt i Astas madpakke.
Undtagen leverpostejen. Den rør han ikke. Nu håber Asta, at der går lang
tid, før de skal have nye pladser.
Vidste du, at
Asta og Fanny skændes næsten hver dag? De kan bliver uenige om alt
muligt: Om de skal se fjernsyn eller gynge. Om leverpostej smager godt.
Om Mads er sød eller irriterende. Om det er dyreplageri at slå myg
ihjel. Om gud findes. For det meste er de kun lidt uenige, men ind
imellem bliver de rigtig uvenner. Så bliver den ene sur, og den anden
græder. Eller de bliver begge to sure og råber meget højt. Nogle gange
græder de. Begge to. Men de bliver altid venner igen, selv om de ikke er
enige om alting. Især ikke det med gud.
Vidste du, at Asta har lidt
svært ved at læse? Det er som om, ordene driller hende. Og mange af
bogstaverne ligner hinanden. Det kan godt være lidt pinligt, når Asta
skal læse i klassen. Så går hun i stå og må starte forfra. Hun synes, de
andre er meget bedre til at læse. Men Buller siger, at Asta nok skal
lære det, hvis hun læser hver dag. Han var også selv lang tid om at lære
at læse og stave. Faktisk troede hans mor, at han aldrig ville lære
det. Og nu er han jo lærer.
Vidste du, at Asta er begyndt at
gå til karate? Hun har været der to gange sammen med Sally-Marie fra
klassen. Sally-Marie har det hvide bælte. Asta har lånt sin fars gamle
karatedragt. Det hedder en gi. Den er lidt for stor, men Asta lader som
ingenting. Hun kan ikke helt finde ud af, om hun kan lide at gå til
karate.
Vidste du, at Asta altid har
leverpostej med i sin madpakke. Hun spiser altid den mad først - også
selv om der er andre lækre ting i madkassen. Hun vil faktisk også gerne
have ostemad med, men Mads hader ost. Og det lugter faktisk også lidt af
tæer, så nu er det slut med ostemad. Det værste er, når Astas far har
lagt en seddel i hendes madkasse. Lille skat, kan han finde på at
skrive. Kys fra far. Asta gemmer sedlen i lommen.
Vidste du, at Fannys mor stadig
ikke har læst Astas fremtid i hendes hånd? Fannys mor ved, at der er
mere mellem himmel og jord. Hun kan lægge horoskoper og andre ting, som
Asta og Fanny ikke forstår. Hun har også en krystalkugle og kan se, hvad
der skal ske i fremtiden. Men Asta har ikke rigtig lyst til at vide
noget om sin fremtid. For hvad nu hvis det er noget uhyggeligt eller
sørgeligt, Fannys mor kan se? Derfor finder Asta altid på en
undskyldning, når Fannys mor vil læse i hendes hånd.
Vidste du, at Asta er en lille
bitte smule forelsket i Mads fra klassen. Hun siger det ikke til nogen,
men hun holder øje med Mads henne i skolen. Når han ser på hende, bliver
hun varm i kinderne. Mads griner rigtig meget, og han er god til at
finde på noget skægt i frikvarterne. En dag sagde Lærke fra klassen, at
hun godt kunne lide Mads. Og så lod Asta bare som ingenting.
Vidste du, at Asta stadig har
nøglen, som hun fandt sammen med den fine ring under træet i haven? Hun
ved bare ikke, hvad nøglen skal bruges til. Hun har prøvet alle dørene i
sit eget hus, og hun har også sneget sig til at prøve at låse hr. Bibis
kælderdør op. Men nøglen passede ikke. Den var alt for stor. Måske skal
hun spørge hr. Bibi, om han mon ved noget om nøglen?
Vidste du, at hr. Bibi ønsker
sig en ny hund? Han ved ikke helt, om det skal være en labrador eller en
hvid terrier lige som Tintins hund. Men han længes efter at gå tur med
en hund, selv om det er så mange år siden, Beate døde. Man kan fortælle
en hund så meget, og den kan varme ens tæer om vinteren.
Vidste du, at Asta er opkaldt efter en
kanin, som tilhørte hendes far, da han var dreng? Han påstår godt
nok, at det var hans oldemor, som hed Asta. Men det passer slet ikke.
Hun hed nemlig Juliane Amalie. Asta var en fin, sort dværgvædder,
som Astas far fik, da han blev ti år. Kanin-Asta blev næsten syv år
gammel, og hendes far fortalte den alle sine hemmeligheder. Den lærte
faktisk også næsten at give pote. Det var en meget klog og smuk
kanin. Og derfor er Astas far meget glad for, at hans datter fik
samme fine navn som hans elskede kanin.
VIDSTE DU, at Fanny samler på
viskelædere? Det har hun gjort i lang tid, og hun har næsten 200.
Helt præcis 196. Hun er altid på udkik efter nye viskelædere og
kan bedst lide dem, som ligner mad eller dyr. Hendes bedste
viskelæder kommer fra USA og ligner en helt perfekt burger. Fannys
far siger, at hun ikke må bruge flere penge på viskelædere, men
nogle gange kommer hun til det alligevel. Asta kan godt lide at se på
Fannys viskelædere, men hun laver rod i dem, og derfor vil Fanny
helst have dem for sig selv.
VIDSTE DU, at Astas mor kan spille
banjo? Hun kan spille en virkelige sørgelig sømandsvise og det
meste af "Se den lille kattekilling". Den sidste del af
sangen er lidt svær, så der synger hun bare ekstra højt. Da hun
var barn, gik hun til blokfløjte et par år, og derfor kan hun også
spille "I skovens dybe stille ro". Det gør hun hvert år
til jul - lige inden de tænder juletræet.
VIDSTE DU, at Asta stadig
snakker i telefon med Silja næsten hver uge? Nogle gange snakker de
længe og fortæller hinanden en masse sjove ting, andre gange ved de ikke
helt, hvad de skal sige. Asta kan ikke så godt lide det, når Silja
fortæller om sine nye venner. For selv om Asta er bedste venner med
Fanny, vil hun også gerne være Siljas bedste ven.
Vidste du,
at Asta sover med sin bamse hver nat? Den hedder Mormor, og Asta kan
faktisk ikke falde i søvn, hvis ikke Mormor ligger ved siden af hende.
Asta fik Mormor af sin faster til sin 3 års fødselsdag, og hun har sovet
med den lige siden. Asta har også andre bamser, men ingen af dem er så
gode at sove sammen med som Mormor. Fanny synes, det er noget fis at
sove med sin bamse. Men Asta er da ligeglad.
Vidste du, at Lars laver illustrationerne til Asta-bøgerne digitalt på computer? Det gør det let at ændre på tegningerne, hvis der er noget, som skal laves om. Ind imellem tegner og maler Lars også med blyant og akvarelfarver på papir. Så ser Asta sådan her ud:
 Vidste du, at Lars laver illustrationerne til Asta-bøgerne digitalt på computer? Det gør det let at ændre på tegningerne, hvis der er noget, som skal laves om. Ind imellem tegner og maler Lars også med blyant og akvarelfarver på papir. Så ser Asta sådan her ud:


|